Når Kameroon Jade som barn mødte op for at spille fodbold, så hun altid det samme: drenge. Nogle gange var de søde, men der var altid en eller to, der ikke ville have hende til at spille med. Kameroon vidste, at hun kunne følge med dem. Hun vidste, at hun kunne sende bolden i nettet, hvis de bare ville spille bolden til hende. Hun følte sig frustreret. Det gjorde hende modløs, at hun var nødt til at bevise sit værd igen og igen.

Det mest triste af det hele var, at hun kendte masser af piger, der meget gerne ville spille mere fodbold, men de var utilpasse over det pres, de oplevede fra drengenes side. De var nervøse for, at nogen ville gøre nar af dem, hvis de lavede en fejl.

Hvordan kan piger forbedre deres færdigheder, hvis de ikke engang kan træne? Kameroon tænkte og tænkte.

Hun besluttede sig for at finde en måde at få piger til at føle sig mere selvsikre, når de spiller fodbold. Kameroon begyndte at uddanne sig til træner. Hun blev træner for et ungdomshold i en organisation, der skaffede steder, hvor kvinder kan dyrke sport. Hun glædede sig til at skabe et miljø, hvor alle, der havde lyst, måtte være med til at spille.

Da pigerne mødte op første gang, kunne Kameroon se, at de var glade for at se en bane, som kun var til dem. Men den virkelige glæde kom senere. En af pigerne trak benet tilbage for at sparke til bolden, men foden susede forbi uden at ramme den. Hun krympede sig, men der var ikke nogen, som grinede eller rullede med øjnene. Kameroon opmuntrede hende til at forsøge igen. Og alle de andre piger indså, at det var okay at lave fejl. De kunne lære at spille fodbold på deres egne vilkår.