Mød kvinden, der driver Tokyos skatekultur fremad

Før kørte jeg BMX i Komazawa Park. En dag gav en pige, som jeg var blevet venner med, mig et gammelt, slidt board. BMX er et mandsdomineret miljø, og når det kom til at lave tricks, tænkte jeg tit: "En mand kan måske gøre det, men det kan jeg ikke." Inden for skatemiljøet var der mange flere piger, og det var helt vildt sjovt at kunne øve sig sammen. Alle begynder at skate som teenager eller først i tyverne, men på det tidspunkt var jeg allerede 29. Rundt omkring mig er der piger, der sammen med deres forældre har forsøgt at blive professionelle, siden de var små, og piger, der arbejder hårdt op til konkurrencer. Der er også dem, som bare skater for sjov, ligesom mig.

Uanset dygtighed, alder, nationalitet eller køn gør alle det, så godt de kan. Og når det endelig lykkes at lande et nyt trick, så er alle helt vildt glade på hinandens vegne. Det var virkelig fedt, og derfor blev jeg bidt af skateboarding. Efterhånden begyndte det at virke dumt at arbejde i et 9 til 17-job. Jeg indså, at det er bedre at bruge sit liv på at gøre noget, man kan lide. Og det gjorde, at jeg ville bruge så meget tid som muligt med at have det sjovt. Så jeg sagde simpelthen mit job op. Nu skater jeg, når jeg har lyst – bortset fra når jeg laver freelancearbejde – og arbejder på Skate Girls Snap i min fritid.

Det er følelsen af at arbejde sammen for at opnå noget. Skateboarding er ikke en holdsport, men det er sjovt at skate med sine venner. Så når man først er kommet i gang, betyder mentale forhindringer som fx "Det vil gøre ondt at falde" eller "Jeg vil ikke passe ind" mindre, end man tror. Hvis jeg ser nogen, der har problemer i den skatepark, hvor jeg normalt kommer, så går jeg hen og taler med dem, selvom jeg ikke kender dem. Og selvom alle skater på forskellige niveauer, lærer vi hinanden tricks. Alle kommer hen i skateparken for at hygge sig, og når man er enige om, at det skal være sådan, bliver det endnu sjovere.

Skateboarding handlede oprindeligt om at have det sjovt med byterrænet. Det var en fed form for leg, hvor man brugte byens detaljer, trapperne og gelænderne. Det er derfor, at nogle inden for miljøet har den holdning, at skateboarding ikke er en sport eller en konkurrence. Det er en naturlig form for leg, som bringer byen og dens indbyggere tættere sammen.

Kvinder omkring i verden skaber kultur via skateboarding, hvad end det er med musik eller fotografering. Det så jeg ikke noget af i Japan, og det syntes jeg, var en skam. Jeg var allerede interesseret i fotografering og film, så jeg tænkte: "Hvis ingen andre gør det, så kan jeg gøre det." Så jeg begyndte at tage billeder af pigerne omkring mig, når jeg skatede, og jeg fik virkelig positive tilbagemeldinger fra alle. Dernæst lavede jeg et website med en samling billeder af de skaterpiger, jeg havde mødt.

Skateboarding får alles individualitet frem i lyset. Den måde, de skater på. Deres tøj. De sko, de har på. Selv deres frisure. Jeg elsker virkelig den slags piger, der bare siger: "Det her er den, jeg er, så jeg skater sådan her," så jeg ville gøre det til et sted, hvor man ikke blot kunne se øjeblikbilleder, men også hvilket tøj de har på, hvad deres interesser er, hvilke skateboards de står på, og hvad deres stil er. Jeg ønskede, at pigerne skulle vide, at de ikke behøver at følge stereotypen for en skaterpige (fx idéen om, at alle piger, der skater, klæder sig på en bestemt måde), som andre trækker ned over hovedet på dem. De kan klæde sig, som de vil, sammensætte deres skateboards, som de vil, og skate, som de vil.

Skateboardbranchen er stadig domineret af mænd, men kvinder inden for Japans skatemiljø kan stadig skabe og udvikle sig på alle mulige måder. Jeg håber, at Skate Girls Snap kan inspirere dem til det.

Jeg kan godt lide Komazawa Park, for selvom den ligger tæt på Shibuya og er godt udstyret, så er den gratis. Man kan komme i snak med alle mulige mennesker der, lige fra børn til voksne, berømtheder og folk med forskellige nationaliteter og jobs. Tokyo er en by, hvor man kan møde mennesker, der er kreative og fulde af energi – fantastiske skatere fra hele verden eller tilflyttere fra landet, som skaber deres egen kultur.

Jeg tror, at især unge mennesker i fremtiden vil starte alle mulige interessante projekter. Min 20-årige skaterven Sara har for eksempel startet online-magasinet SP8CE magazine. Hun interviewer folk, hun har mødt gennem skateboarding, og fortæller deres historier. Det er sjældent, at kvindelige skatere i Japan gør den slags, så det mener jeg, er meget vigtigt.

Livet er kort, så jeg vil bruge så meget tid som muligt på at have det sjovt. Skate Girls Snap og skateboarding er noget, jeg gør af ren kærlighed. Jeg gør det ikke, fordi nogen har sagt, jeg skulle gøre det. Jeg er ikke forpligtet til at udtrykke et eller andet budskab. Jeg elsker det simpelthen bare. Jeg er i stand til at gøre det, jeg gør, fordi jeg er mig selv, så det, at det hjælper andre mennesker, gør mig så glad.

Derfor er mit fremadrettede mål ret enkelt: at have det sjovt med at skate. Jeg gider ikke at skate, fordi det er en pligt, eller for penge, eller fordi det er et arbejde. Hvis jeg bare kan forblive tro mod mig selv og fortsætte med at skate med alle, så er det nok for mig.