Shooting Hoops: Mød streetbaskets nye filmskaber i Paris

Basketball findes over hele verden, men på udendørsbanerne i verdens byer er spillet lokalt. Paris har sin egen sprudlende spillestil, og det er præcis det, som den 23-årige filmskaber Lamine Conté – aka Mister Pvris – satte sig for at vise, da han begyndte at dokumentere basketmiljøet i sin hjemby. Han filmer enten fra sidelinjen, eller mens han selv spiller. Lamine går fra gadebasketkamp til gadebasketkamp over hele Paris, hvor han filmer intime og autentiske øjeblikke, der fanger lydene, energien og spillestilen, der afspejler basketball i Paris. Han præsenterer et portræt uden filter af sportens fællesskab på gadeplan.

Lamine tager en pause imellem kampene på Stalingrad-banen i det 19. arrondissement, hvor han sidder med fødderne oppe på en parkbænk. Under vores samtale kommer spillere og forbipasserende jævnligt forbi og hilser på ham. Så rejser han sig. En ny kamp starter.

Jeg plejde kun at spille fodbold. Selv om langt de fleste af mine skolekammerater spillede basketball, foretrak jeg fodbold, fordi jeg mente, at basketball kun var for høje mennesker, og jeg var stadig ret lille dengang. Jeg tog først spillet til mig, da jeg fyldte 14, og jeg har ikke kunnet slippe det siden. Jeg begyndte sent og blev først sent god til spillet. Ikke nok med at jeg kom på et hold senere end alle andre, så tog det mig også virkelig lang tid at lære spillet. Jeg fandt ikke en træner, der så noget i mig, før jeg var fyldt 16. Det var en tidligere spiller og en lokal mentor, Mohammed, som gav mig en chance, hvilket ikke er så nemt, når man er så gammel og stadig kan så lidt. Men han må have set noget i min ambition og motivation. Det var den sommer, der ændrede alting for mig. Jeg blev god nok til at give det en chance, så jeg rejste til USA og var på basketsommerskoler og spillede AAU-basketball.

Jeg er primært en offensiv spiller. Skud fra distancen, trepointsscoringer, drives – jeg kan lide det hele. Jeg er ikke den store forsvarsspiller. På banen er jeg meget kompetitiv.

Jeg ville dokumentere konkurrencementaliteten på Paris' baner. Det hele startede med, at jeg uploadede en video, hvor jeg dunkede på en modstander og trashtalkede ham på vej ned af banen. Videoen gik viralt på Twitter, og mit projekt blev dermed til en realitet fra den ene dag til den anden. Jeg er slet ikke en person, der er meget på de sociale medier, men jeg blev nødt til at oprette det hele på et par dage, fra logo til navnet og valget af indhold. Jeg besluttede mig for, at jeg ville have spillerne til at bære mikrofon, hvis jeg kunne. Det gør spillet mere levende. Det er nu blevet min mission at spille så hårdt, jeg kan, men det er endnu vigtigere for mig at dokumentere spillet med samme lidenskab, som jeg spiller med. Det er den energi, jeg tager med ud på banen, og jeg trashtalker en masse på sidelinjen. Hvis der er én ting, jeg har lært af at spille basketball i USA, så er det, at man altid skal sørge for, at folk bliver underholdt.

Shout-out til Hamadoune Sidibé for at have opbygget verdens bedste streetturnering. Quai 54 er noget, som alle byens spillere er stolte af. Niveauet er højt, atmosfæren er af en anden verden, og alle ved det. Jeg kender dem, der organiserer det, og Hamadoune er en cool fyr, selv om han ikke mener, jeg har en højre hånd. Han er bare en stor trashtalker. Jeg kommer til at spille i den turnering en dag. Den repræsenterer spillet, som vi spiller det i Paris. Høj energi hele tiden og et smukt publikum.