One on One: Napheesa Collier x Sylvia Fowles

Det mest overraskende ved Sylvia Fowles og Napheesa Collier er sjovt nok ikke, at de to spillere fra hver deres generation ender på samme WNBA-hold – Minnesota Lynx. Den syvdobbelte WNBA All-Star, dobbelte mester, 2017 MVP og olympisk guldvinder (Fowles) og 2019 WNBA Rookie of the Year, dobbelte All-Star og nu olympisk guldvinder (Collier) har med succes ledet franchisen sammen ved at finde en unik balance, der fremhæver både Fowles store erfaring og Colliers vilde basketball-IQ. Deres sejre på banen er dog kun mulige på grund af deres sammenhold – et sammenhold, der startede, da Fowles begyndte at vejlede Collier under den unge spillers rookie-year-træningslejr. Det overraskende ved Fowles og Collier er dette oprigtige tætte venskab, som kom til udtryk ved den drillende tone, som denne samtale var præget af.

For nylig havde de en mulighed for at vise deres sammenhold på og uden for banen på en meget større scene, da de var med på Team USA til sommerens sportskonkurrencer. Lige før konkurrencerne og nogle virkelig svimlende resultater for begge spillere snakkede de om tilstanden af kvindebasketball overordnet set, og hvad det betyder for dem at repræsentere deres land sammen.

NC: For at være ærlig så husker jeg ikke min første træning, fordi det er lidt sløret. Det føltes som om, alting skete med 100 kilometer i timen fra at gå fra Final Four til at blive udtaget og ankomme til Minnesota – og to uger efter spillede jeg en kamp.

Men jeg husker den følelse, jeg havde, da jeg mødte Syl, og den følelse, jeg havde, da jeg mødte holdet – de bød mig virkelig velkommen. Hun gjorde, at jeg følte mig hjemme lige med det samme, og jeg kan ikke sætte ord på, hvor meget jeg sætter pris på det. Fordi det er vildt skræmmende! Man bliver udtaget, man er på et nyt hold, og man spiller sammen med en legende som Sylvia Fowles. Det er virkelig intimiderende. Og at hun tog mig under sin vinge, gjorde det klart med det samme, at hvis jeg havde brug for noget eller havde nogen spørgsmål, kunne jeg altid komme til hende. Det var fantastisk. Tak, Mama Syl!

SF: Napheesa troede, hun gjorde det så dårligt på lejren, at hun ikke ville komme med. Og jeg tænkte: "Hvad?"

NC: Jeg troede ikke, jeg ville komme til at spille.

SF: [Napheesa sagde:] "Jeg kommer aldrig med på holdet". Jeg sagde: "Hvad snakker du om?" Og jeg sagde: "Du klarer dig godt". [Napheesa sagde:] "Jeg er ikke god nok". Det er sådan, man vidste, at Napheesa ville blive en fantastisk spiller, fordi det hun lavede på lejren var virkelig godt, og hun havde ikke engang selvtillid nok til at føle, at hun kom med på holdet. Det er sindssygt.

NC: Det var en hård træningslejr.

NC: I løbet af det, der nok var vores første uges træning, gennemgik Coach Reeve forskellige plays, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at der var mindst 15 plays på en dag. Jeg tænkte: "Hvordan i alverden skal jeg kunne huske 15 plays?" Jeg tænkte: "Syl, Sylvia Fowles". Hun plejede at samle holdet før træning og gennemgå de forskellige plays, så vi ville føle os mere selvsikre. Det var virkelig en hjælp, for selvom vi har en playbook, så lærer jeg bedre ved at gøre det i praksis i stedet for at kigge i vores playbooks. Så det var virkelig fedt at gå til hende og sige: "Hjælp mig?" Og hun sagde: "Jeg hjælper dig".

SF: Cheryl har høje standarder for os, og hun gør dig ukomfortabel, hvilket er en god ting, fordi det gør det meget nemmere i kampene. Så når guards suser forbi mig, så tænker jeg: "Napheesa er med mig".

NC: Nej, jeg tror, de roller er omvendt. Når en guard suser forbi mig, tænker jeg: "Sylvia, kan du tage den blokering for mig superhurtigt? Jeg er bag hende, så jeg kan ikke nå hende".

SF: Jeg har dig, ven.

NC: For mig er det trepointscoringer og at blive bedre til dem.

SF: Na-three-sa. [Griner] For mig er det en kombination af forskellige ting. Jeg føler ikke, at jeg har noget at bevise på nuværende tidspunkt. Jeg tror, den største udfordring for mig i øjeblikket er at forblive sund og blive ved med at være tro mod mig selv og ikke glemme, hvem jeg er, og hvad jeg bidrager med.

Sylvia Fowles

NC: Jeg spurgte hende om præcis det samme for tre dage siden.

SF: Det tog mig to år at tage fem kilo på ... Det er svært for mig at tage på i vægt.

NC: Det er virkelig svært [griner].

SF: Men sidste år, da jeg kom til skade, var det en øjenåbner, at jeg var tung. Mine ben bærer allerede en masse vægt, så at tage de fem kilo på var ikke godt for mine led. Så jeg gør nogle ting anderledes i år i forhold til sidste år. Pilates har hjulpet mig meget. Jeg spiser ikke supersundt, men jeg tænker over, hvad jeg spiser.

NC: Ja, dine fantastiske gener. "Jeg kan bare spise, hvad jeg vil, for jeg er ... genetisk heldig".

SF: Kan du se, hvad jeg skal arbejde med? Det har også hjulpet mig at cykle – alt, hvad der tager vægt fra mine led, er en succes for mig.

NC: Jeg prøver at få noget hjælp, og det svar, hun gav mig, var: "Jeg er genetisk heldig". [Griner]

SF: Hun spurgte mig, hvad jeg havde gjort indtil videre for at holde mig sund, og jeg fortalte hende, at jeg ikke havde oplevet smerter før i år. Det er mit første år, hvor jeg føler ...

NC: Ja, og hvor mange år er det? 14? Det hjælper mig ikke, Sylvia.

SF: Jeg beklager, men det tog mig 14 år at mærke smerten. Jeg beklager! Det er der ikke noget, jeg kan gøre ved.

SF: Da jeg først kom ind i ligaen, hvad vi en masse back-to-back-spillere med undtagelse af Tina Thompson eller Lauren Jackson, som kunne træde ud over trepointslinjen. Så det var meget nemmere at prøve at vogte disse piger. I dag vil alle gerne træde ud over trepointslinjen, og du skal derfor arbejde på dit forsvar og bevæge dine fødder, fordi du ikke er så tæt på kurven. Det er den største forskel – ikke at have egentlige post-spillere.

NC: Ligaen går mod positionsløs basketball. Du har to meter høje spillere, der laver to trepointscoringer i en kamp, og det så du bare ikke rigtig, da Syl kom ind i ligaen. Du ved ikke det her, men Sylvia smadrer trepointscoringer. Jeg ved ikke, hvornår du udviklede det. Jeg ved, at du ikke havde det, da du startede i ligaen.

SF: Det ved jeg. Cheryl gav mig grønt lys til at skyde, men jeg nægtede bare. Jeg holder mig til det, jeg er god til. Det virker for mig under kurven, så det holder jeg mig til.

NC: Sylvia ved ikke det her, men vi har talt om det, og det er i gang. Vi prøver at få hende til at skyde et i år.

SF: Jeg er 100 procent for trepointslinjen, så jeg vil ikke lave rod i det. Jeg fik en i Chicago. I 14 år har det været en for en. Forstyr ikke min stat line. [Griner]

NC: Jeg har ikke engang været ude af high school i 10 år, men da jeg var der, så du stadig ikke, folk lave de bevægelser, som de gør nu. Arike [Ogunbowale] er den type spiller. Med de bevægelser hun kunne lave, tænkte jeg altid: "Wow, det er så sejt". Men nu ser jeg alle lave det i high school. De er så dygtige, og du kan se de finjusterer deres spil – og det er ikke bare, fordi de er atletiske.

SF: Jeg tror, vi får en snert af, hvordan WNBA kan se ud om nogle år fra nu. Som Phee sagde med talentniveauet, der kommer fra high schools, men også hurtigheden. De hopper højere og bevæger sig hurtigere.

NC: At dunke! Alle dunker nu.

SF: Ja! Det var kun mig og Candace [Parker], der dunkede i high school. Men inden for de næste fem år, vil vi helt sikkert have flere piger, der dunker. Det er imponerende! Napheesa beder mig om at dunke i hver eneste kamp. Først og fremmest tager det for meget energi fra mig. Jeg har tre personer lige omkring mig, og nogle gange har jeg ikke engang energi til at hoppe.

NC: Så gør det i første skud i kampen, når du er frisk.

SF: Du er egoistisk. Kan du se, hvad jeg skal finde mig i? Hun tænker ikke på andre end sig selv [griner]. Men du har helt sikkert mange flere talentfulde og atletiske unge kvinder, der vil markere sig de næste fem år. Jeg tror ikke, at 144 [roster spots] vil være nok til alle de talenter, der kommer. Jeg kan ikke vente med at læne mig tilbage og se på, fordi så bliver jeg ikke dunket på.

SF: Jeg håber, at vi har mindst 10 hold mere om 10 år. Vi har brug for flere hold. Der er så meget talent derude, og jeg vil have alle til at komme frem i lyset.

NC: Jeg tror, folk misforstår, hvordan det er. Vi starter WNBA-træningslejr i april, og vi kører på indtil minimum september til den almindelige sæson. Hvis du går ind i playoffs, kører det indtil oktober. Du får maksimalt 10 dages fri, og det er kun, hvis du er en god spiller. De giver dig 10 dages fri, før du skal være på dit hold i udlandet, og så varer sæsonen indtil næste april, hvor du måske kommer lidt sent til WNBA-træningslejr, hvis dit internationale hold stadig spiller. Du har mindre end 3 ugers pause på 365 dage. Det er helt vildt. Jeg tror ikke, at folk forstår, hvor meget det slider på kroppen, år efter år efter år.

SF: Ja, også det mentale aspekt af det. Jeg var på autopilot i omkring 10 eller 11 år, hvor jeg spillede året rundt, og den første pause hvor jeg kunne tage hjem – jeg tror ikke engang, jeg skulle møde op før efter jul – på det tidspunkt vidste jeg, at jeg ikke ville tage til udlandet mere. Jeg tænkte: "Bare nej". Jeg tror ikke, folk forstår, hvad man må ofre for det.

SF: Dit spil skal helt sikkert tale for sig selv. Jeg tror, at når du vinder, og du får den opmærksomhed, som du har brug for, er det det optimale tidspunkt at tale om de ting, der foregår i vores fællesskab, vores samfund og vores by.

NC: Alle elsker at høre fra dig, når du vinder, så det er helt sikkert en vigtig del. Vi spiller for vores land, så jeg synes, det ville være stærkt at tale om vores kærlighed til landet, men det er ikke perfekt, og der er ting, vi gerne vil have skal være anderledes. Jeg synes, det ville være en god mulighed for at tale om de ting.

NC: Målet for os var at give folk et smugkig ind i vores liv, fordi det gik op for os, at selvom det bare er hverdag for os, så er det måske overraskende for andre folk. Derfor har vi samtaler omkring, hvor vi ser ligaen nu, og hvordan det er anderledes for os som nye sammenlignet med, hvad vi så, da vi voksede op. Podcasten hedder "The Tea", så jeg prøver selvfølgelig altid at få lidt sladder med også.

SF: Noget, jeg respekterer ved den yngre generation, er, at de ved, hvordan de skal markedsføre sig selv, men de taler også højt. De finder sig ikke i, at man siger, at de ikke er gode nok. De forstærker deres stemmer og siger: "Se, vi har talent. Vi ved, vi er talentfulde, så vi vil sørge for, at I giver os opmærksomhed".

NC: Det er ikke mere bare "hold mund og dribl". Jeg tror, sociale medier har hjulpet meget: Folk er i stand til at tale åbent om det, de tror på. Du så forskellen sidste år i boblen – særligt når vi var sammen i en gruppe, var de ting, vi var i stand til at opnå, helt fantastiske.

SF: Du har prøverne til at lære hinanden at kende. Men der er så stort et fokus, når vi kommer til USA, fordi du ikke vil være et skuffende hold. Alle fokuserer på, hvordan vi kan vinde. Der er et pres, fordi du skal præstere dit bedste. Når vi er sammen, er vi alle i det mindset, at det ikke handler om en selv, men det handler om holdet, og hvordan vi kan få den guldmedalje.

NC: I ligaen har du stjernespillere på hvert hold, hvor du ved, at de vil få flest skud og gøre X, Y og Z. Når du kommer til USA Basketball, handler det ikke om, hvem der er den bedste spiller, eller om du synes, du lavede et godt skud. Det handler om: "Er dette det bedste for holdet? Vil dette hjælper os med at vinde som et hold?" USA gør et godt arbejde med at kommunikere dette til os, og spillerne gør et godt arbejde med at anerkende det og vide, at det ikke handler om "mig" – vi er her for at vinde en guldmedalje for os selv, for USA og for vores hold.

SF: Alting. Det er sjovt, for når jeg tænker på det nu, så havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg ville være en del af USA Basketball. Jeg vidste bare, at jeg skulle arbejde hårdt, og at hvis jeg arbejdede hårdt, så ville tingene løse sig på en måde. Nu er der meget mere fokus på. At sætte mig selv i den position og forstå, at det ikke er for sjov, og at det er noget, jeg virkelig skal arbejde for, er en udfordring for mig. Jeg tror, det ville betyde ligeså meget at få den guldmedalje som at få den første.

NC: Som Syl sagde: alting. Jeg har set OL ligeså længe, jeg kan huske. Det er så stor en ære og velsignelse at være med på holdet. Jeg er allerede så glad for det. Det ville virkelig være en drøm, der gik i opfyldelse, hvis vi vandt guld. Det ville være fantastisk, og det er så stort et mål for mig. En guldmedalje ville være helt utrolig.

SF: Prikken over i'et.

NC: Prikken over i'et.