Tackling af stereotyper: En mexicansk rugbyspiller trodser forventningerne 

Forestil dig en rugbyspiller. De fleste forestiller sig i første omgang ikke en ung kvinde. Det prøver María Pruijn at lave om på. Den 22-årige fotograf og fysioterapeutpraktikant fra Mexico City har sat sig for at tackle dovne fordomme og hverdagssexisme. Alle de løftede øjenbryn styrker kun Marías vilje til at bevise over for hele verden, at kvinder af alle størrelser kan finde deres plads i sporten.

Vi møder María på holdets grusbane efter en regnvåd træning. Mens hun pakker sit udstyr sammen, snakker vi om, hvordan sport har hjulpet hende til bedre at forstå, hvem hun er, og hvad hendes rolle er i verden.

Den mest almindelige reaktion er chok. Ikke nødvendigvist negativt, men mere sådan: "Oh! Jeg vidste knap nok, at den sport fandtes, og da slet ikke for piger". Jeg er heldig nok til at have forældre, der støttede mig, da jeg startede. Jeg kender andre piger, der ikke fik den støtte, fordi deres fædre sagde, at det var en mandesport.

Jeg har bemærket, at folk ikke tror, at min krop er bygget til rugby. De tror, at jeg vil brække midt over på banen. Men når man begynder at spille, indser man, at ingen kropstyper er en hindring i sig selv. Næsten alle kan finde en position, de kan spille, hvis de træner strategisk og hårdt nok.

Jeg spiller især fly-half. I rugby er der 15 spillere på et hold: otte forwards og syv backs. Backs er dem, der sprinter mest, der undviger andre spillere, afleverer bolden. Forwards er mere fysiske, de har masser af sammenstød med andre spillere. Min position er en slags forbindelse mellem de to dele af holdet.

Første gang jeg hørte om rugby, var fra en biograffilm i 2009. Jeg så filmen Invictus [om den indflydelse verdensmesterskaberne i Rugby havde i Sydafrika efter apartheid]. Det lyder som sådan en cliché, men jeg så det på skærmen og tænkte: "Wow, det vil jeg spille"! Der var kun mandlige spillere i filmen, så jeg vidste ikke engang, om det fandtes for kvinder. Flere år senere begyndte jeg i high-school, og rugby var en af de sportsgrene, man kunne melde sig til, så det gjorde jeg, og der mødte jeg en ven, som fortalte mig, at hun kendte en træner uden for skolen, som gerne ville starte et pigehold til at repræsentere Mexico City.

Vi har haft andre, men nu træner vi her. Det er ikke ideelt, for det er faktisk ikke en rugbybane. Vi har ikke græs, og der er ingen skabe til vores tasker og udstyr, men det er den billigste, vi kunne finde, og vi kan træne dagligt her, hvis vi vil. Det er også et sikkert område med gode transportforbindelser. Som et pigehold er det vigtigt, at vi føler os sikre, når vi forlader træning, og at vi ikke skal gå langt i mørket for at komme til metroen. Og regnvejret i dag, tja... vi kan godt lide, at være optimistiske. Når vi kommer til en kamp, og banen er græs, og vejret godt, så siger vi: "Det her burde blive nemt nok"! Fordi vi er vant til at træne under langt værre forhold.

Når jeg mærker, at jeg er god til noget, så føler jeg mig stærk. Jeg ved, at jeg kan løbe hurtigere, at ingen vil indhente mig, ingen vil trække mig ned. Jeg kan tackle, hårdt. At se mig selv som værende fysisk god til noget har givet mig selvtilliden til at sætte andre mål i mit liv. Jeg har altid været tynd, og nu kan jeg pludselig sige: "Jeg kan tackle hvem som helst, og ingen kan tackle mig". Det er så fantastisk at kunne sige: "Jeg kan klare rigtig meget, og intet får mig til at hænge med hovedet".

Utrolig mange, især fordi det er en holdsport. Jeg tænker altid, at "jeg kan blive tusind gange bedre, men det er ikke noget værd, hvis ikke det hjælper mit hold". Og jeg har lært også at bruge den mentalitet til resten af min liv. Jeg vil gerne være et godt menneske, så jeg kan bidrage til verden og ikke bare klappe mig selv på skulderen for at være et godt menneske. Hvis man ikke har holdmentalitet i rugby, så kan man ingenting.