Performance Art: Sådan perfektionerer denne fodboldspiller i Mexico City sine færdigheder

Man kan ikke opdage en passion for sport på en forkert måde. Alan Landeros, en 20-årig studerende i Mexico City, stødte tilfældigt på gadefodbold, mens han surfede online, og blev ramt af dyb respekt over for spillernes opfindsomhed. Sammenlignet med almindelig fodbold bliver der typisk scoret flere mål i gadefodbold, banen er mindre, og kampene spilles på mere begrænsede steder. Det handler om tæt kontrol, individuelle færdigheder og hurtig tænkning. Spillere som Alan bruger timer på at udvikle deres tricks, der, når de sættes sammen, bliver til en performance i lokale kampe med andre spillere. For Alan er det mere et personligt udtryk end en kamp.

Vi mødtes med ham på hans hjemmebane Axomiatla Park, hvor han finåudser sit imponerende repertoire. I en kort pause fortalte Alan os om det lokale gadefodboldfællesskab, og hvordan gadefodbold hjælper ham med at kanalisere hans kreativitet.

Da jeg var yngre, legede jeg i kvarteret med mine naboer, mest børnelege som tagfat og gemmelege. Som jeg blev ældre, holdt jeg mig mere hjemme, hvor jeg så videoer online, og det var sådan, jeg hørte om gadefodbold, da jeg var 16 år. Der var ikke nogen, jeg kendte, der var nok interesseret i gadefodbold til at ville lære det med mig, men det var OK, fordi når det gælder tricks og kombinationer, kan man træne alene. Jeg startede med at gentage de tricks og overgange, jeg så kendte spillere lave online i deres kombinationer, indtil jeg kunne lave min egen stil.

Der er ingen gadespilleres stil, der er ens. Vi er alle venner, men der er helt sikkert rivalisering mellem os, når vi træner sammen eller spiller mod hinanden. Da jeg først startede med at spille gadefodbold, var jeg bange, fordi jeg ikke vidste, om jeg ville blive accepteret i fællesskabet. Før jeg mødte de lokale spillere, beundrede jeg dem, og det gør jeg stadig. Og nu er jeg en del af et større hold, og jeg har også dannet mit eget hold med en ven.

Det er et ret roligt kvarter. Jeg føler mig tryg, når jeg rejser til og fra området, og det føles ikke farligt at være udenfor. Man er meget højere oppe i denne bydel end i centrum, så det er lidt koldere, og man skal op ad en bakke for at komme herop, men jeg tager det som en del af træningen.

Gadefodbold var det, der fik mig til at udforske min kreative side mere. Når jeg fx finder på kombinationer, lader jeg mig selv være i flow mellem hvert trick, og det siger noget om, hvordan jeg er som person. Eller jeg tager tricks, jeg allerede mestrer, og prøver på at lave nye variationer for at skabe noget helt andet. Så jeg vil sige, at det viser, at jeg er nonkonform konform – jeg holder mig ikke til det første, jeg finder på.

Jeg plejede at være meget genert, og da jeg begyndte at træne, var jeg flov over at gøre det i en park eller på et offentligt område, fordi folk standsede og kiggede, og det gjorde mig nervøs. Det gør det ikke længere. Nu træner jeg omkring 2-3 timer hver dag, hvor som helst. Nogle gange filmer jeg mine kombinationer i byens historiske område, fx ved Monumento a la Revolución, hvor der er mange, der går tur. Hvis folk samles om mig, udnytter jeg det til at optage en video.

Jeg kan få nye idéer når som helst på dagen, nogle gange ved bare at kigge mine gamle videoer igennem, men jeg vil helst vente med at øve dem til træning, hvis de er svære. Jeg har haft nogle uheld tidligere, når jeg forsøgte at lave noget nyt uden helt at have gennemtænkt det. Jeg kom engang så slemt til skade med mit knæ, at jeg ikke kunne træne i fire måneder. Da jeg begyndte igen, lagde jeg mærke til, at jeg var bange for at prøve nye ting af, fordi jeg ikke ville risikere at komme til skade, men dét var faktisk værre, fordi jeg stagnerede og begyndte at føle mig demotiveret. Nu prøver jeg at tænke det så meget igennem, jeg kan, men i sidste ende løber jeg risikoen. Hvis jeg falder, så pyt. Jeg har brug for at udvikle mig.