En livsændrende skade fik denne professionelle golfspiller til at opleve styrke i tab

Enhver, der har spillet golf, ved, hvor uforudsigeligt spillet kan være. En vind, der vender, ændrer boldens retning i sidste øjeblik. Et dårligt bounce gør, at den lander i skoven. En enkelt gren ændrer dens bane lige præcis nok til, at den lander på greenens lange side. En forbandelse fra guderne. Du bander, og den triller langsomt ned i en sø. Golf repræsenterer på så mange måder livets omskiftelighed. Carlos Brown, en prisvindende golftræner fra Dallas i Texas, kender alt til spillets uforudsigelighed. I dag står han over 9. hul, hvor han engang stod som den professionelle spiller, og læser kyndigt greenen, samtidig med at han inderligt værdsætter, at han kan stå oprejst.

Da Carlos i forbindelse med en undervisningstime i 2016 steg ud fra en golfvogn, trådte han ned i et dybt sprinklerhoved og fik en voldsom forstuvning af anklen. Det burde ikke have været alvorligt, men da der udviklede sig en infektion, endte han med at blive hasteindlagt på skadestuen. Da han vågnede op efter operationen, var den nederste del af hans venstre ben blevet amputeret.

Som en sort træner i en sport, der er domineret af hvide, havde Carlos altid været en minoritet. Som en sort golfspiller med et amputeret ben er han det endnu mere. "Jeg repræsenterer ikke bare mig selv, men en gruppe af mennesker, eller to grupper af mennesker", siger Carlos. "Jeg kan ikke springe over, hvor gærdet er lavest. Jeg kan ikke snyde andre". Men gennem hele forløbet var han fast besluttet på et finde et lyspunkt.

Efter amputeringen blev alt meget sværere. At få tøj på, gå til tee-stedet og bøje sig ned for at samle bolden op efter et putt. Men Carlos gav aldrig efter for tanken om ikke at vende tilbage til at undervise i golf. I stedet føltes processen som katarsis. "Jeg vidste, at jeg ville komme til at spille igen. Jeg vidste, at jeg ville komme til at undervise", siger han. "Men hvad jeg ikke vidste var, at rejsen ville blive en transformation". I takt med, at Carlos fik det bedre, var han nødt til at lære ting forfra, som tidligere var nemme. Han kom til at se skaden som en mulighed for optimisme og værdsættelse i stedet for negativitet og ærgrelse. "Jeg elsker bare at være derude. Jeg elsker det, jeg laver. Jeg elsker at være en professionel golfspiller. Jeg elsker at spille golf".

Tilbage på greenen undersøger Carlos et otte-fods putt for par. Hans protese, der er designet af en golfspiller til golfspillere, hjælper ham ikke bare til at læse greenen under fødderne, men også til at fornemme den godt. "Jeg kan mærke, hvis jeg er i ubalance. Selv hvis der bare er det mindste, så ved jeg det, så den hjælper mig faktisk", siger han. Det er en kommentar, der kendetegner hans nye syn på livet: Hvor andre ser glasset som halvt tomt, ser Carlos det som halvt fyldt. Han står over sit putt, rammer bolden perfekt og ser den lande forsigtigt i hullet.

Carlos mener, at livet, ligesom golfbanen, er ukontrollerbart. "Du kan ikke kontrollere det, der ikke lader sig kontrollere" er en grundsætning, han ofte vender tilbage til. Han havde muligvis ikke sat sig for at blive et lysende håb for nogen, men da det ukontrollerbare skete, var han nødt til hurtigt at tilpasse sig sin nye virkelighed. Han giver sin tro æren for, at han kan gøre det. Hans tro har, som han siger, ladet ham bevare jordforbindelsen og gjort det muligt for ham at sætte sine nye omstændigheder i perspektiv. Han er også taknemmelig for dem, der støttede ham: De folk, der var der for ham, da han vågnede op efter operationen. Han siger, at han nu selv stræber efter at være den støtte for andre, som gennemgår det samme. "Hvis et barn, der har fået foretaget en amputation, ser mig, siger han eller hun måske 'Hey, jeg kan blive en professionel golfspiller. Jeg kan spille golf'".

I filmen ovenfor deler Carlos sin historie og forklarer, hvordan han overvandt psykiske og fysiske forhindringer og fik et nyt perspektiv på livet og det spil, han elsker.