Disse venner forklarer, hvordan øvelse er vigtigt, uanset om man har en saks i hånden eller befinder sig på et skateboard

Det er velkendt, at konsekvent øvelse er vigtig for at blive dygtigere, når det gælder sport, men det gælder også, når man skal opnå noget uden for banen. Det er en fælles playbook. Som ejer af Vacancy Project, en kønsneutral salon i New Yorks East Village, ved 32-årige Masami Hosono, at inspiration, der rækker ud over salonen, styrker det arbejde, der foregår der. "Selv hvis jeg styler kunder på præcis samme måde hver eneste dag, kan jeg stadig opdage noget nyt hver gang. Hvis jeg laver denne del lidt anderledes, ser det måske bedre ud, og så videre", siger Masami. "Jeg laver denne slags træning inden i mit eget hoved ubevidst".

For Mio Asakawa på 28, en teknisk account manager fra Tokyo og skateboarding-entusiast, er øvelse afgørende for at få selvtillid og udføre tricks med lethed. Før Masami flyttede til New York, mødtes de to til et afslappet måltid på et lille sushisted i Tokyos Nakameguro-distrik. Til trods for deres forskellige professioner forstår Masami og Mio, at det er timers dedikation, der forbedrer deres færdigheder og evner – og hjælper dem med at udfordre kønsfordomme.

I dette Game Recognize Game-interview mødes Masami og Mio og fortæller om, hvordan de hver især har lært vigtigheden af øvelse og af at forbedre sig selv og sit perspektiv – ikke kun for sig selv, men også for samfundet.


Mio: Du begyndte at arbejde inden for skønhedsbranchen, da du stadig boede i Japan. Jeg er nysgerrig efter at vide, hvad hår betyder for dig?

Masami: For mig er hår et kommunikationsredskab. Selv efter jeg kom New York har dette ikke ændret sig. Særligt fordi jeg ikke kunne tale engelsk særlig godt i starten. Jeg blev venner med personer, hvis hår jeg klippede. Jeg tog billeder af dem og slog dem op på mine sociale medier.

Mio: Hvad fik dig til at starte Vacancy Project?

Masami: Efter at have arbejdet i en frisørsalon i 14 år både i Tokyo og New York fik jeg en tydeligere idé om, hvad jeg gerne ville. Jeg begyndte at overveje mit eget koncept for en salon. Jeg ville gerne åbne en frisørsalon, der var et frirum, hvor vi alle kunne nyde at lege med idéen om diversitet, morskab og accept – alle de nye ting, jeg lærte at kende som immigrant, da jeg flyttede fra Japan til New York. Og så tror jeg heller ikke, at der findes særlig mange kønsneutrale frisørsaloner, så jeg besluttede mig for ikke at give mine kunder kønsbaserede frisurer. Jeg tror på, at hår skal klippes, som kunden ønsker. Derudover donerer salonen en del af den samlede omsætning til LGBTQ Center én gang om måneden.

Mio: Hvordan øver du din kreative proces til frisurer?

Masami: Jeg øver mig på at være åben for nye kulturer og udvide min viden for at lave frisurer, der passer til mine kunder. Det er ikke min mission at lave en nøjagtig gengivelse af det foto med en frisure, som kunden kommer med. Jeg skaber en unik frisure ved at se på alle aspekter af kunden. Jeg er nødt til at øve mig hele tiden for at kunne det. Når kunderne ikke har en klar idé om, hvilken frisure de ønsker sig, tænker jeg på, hvilken slags musik de kan lide, eller hvilket arbejde de har. Hvis jeg ikke havde min grundlæggende viden om kunst og musik, ville jeg ikke være i stand til at visualisere et look til dem, selvom de kom med deres inspiration til mig. Selv inden for rock and roll er der så mange forskellige stilarter. Hvis kunden elsker new wave punk fra 1970'ernes London, er jeg nødt til at kende til denne specifikke genre for at udføre mit arbejde. Jeg opsøger altid nye slags kunst og kultur. Når jeg arbejder med mine kunder, vil jeg gerne have dem til at føle, at jeg forstår dem.

Mio: Du deler aktivt det, der foregår i New York Citys LGBTQ-miljø, med dine Instagram-følgere i Japan. Synes du, at det er en del af dit kreative virke?

Masami: Ja, det gør jeg. Da jeg flyttede til New York og oplevede byens diversitet, følte jeg en stor lettelse, som om jeg var blevet reddet. Japan er konservativt, og somme tider er det svært for LGBTQ-personer at leve der. Mange af dem skjuler deres seksualitet, og nogle personer viser deres ubevidste fordomme med tilfældige diskriminerende bemærkninger. Jeg ønsker at vise, at der ikke er noget i vejen med at være LGBTQ, ved at dele min positive oplevelse i New York.

Hvad fik dig forresten til at beslutte dig for at skate? Folk plejer at tænke på skateboarding som en drengeaktivitet.

Mio: Jeg havde længe været interesseret i skateboarding, men jeg havde en idé om, at piger ikke skatede. Men da jeg så nogle piger, der slog videoer op på Instagram, hvor de skatede, sendte jeg dem en besked, og de tog mig med til skaterparken. Jeg tænker ikke længere på skateboarding som noget kønsbestemt, men jeg vil stadig gerne have samfundet til at mene, at piger selvfølgelig kan skate. Derfor slår jeg mine videoer op på Instagram – ikke kun med mig, men også de andre piger, jeg skater med. På den måde kan folk se, at der er mange kvinder, der skater. Der er næsten gået halvandet år, siden jeg startede med at skate. Piger, der skater, har et stærkt bånd, og alle føles som en ven af en ven.

Masami: Hvornår kan du mærke værdien af at øve dig?

Mio: Øvelse er grundelementet i skateboarding. Jeg lærte for nyligt at lave et kickflip, og jeg skulle bruge en million forsøg på at lære det. Da det er så svært at skate, har man det virkelig godt, når man endelig får styr på det! Det, jeg sætter mest pris på, er mit fællesskab. Vores forhold bliver dybere, når jeg træner og bruger tid med mine venner. Det giver mig motivationen til at sige, 'Lad os træne, lad os skate'. Nogle gange skater jeg alene, men for det meste tager jeg af sted med mine venner.

Masami: Jeg har hørt, at der er mange, der skater i Komazawa Park i Tokyo. Skater du også der?

Mio: Ja! Alle kvindelige skatere kender hinanden, så der er en stor chance for, at man møder nogen, man kender. Man kan altid skate med nogen der, så der er en følelse af tryghed.

Masami: Synes du, som en person, der bor i Japan, at det japanske samfund har ændret sin opfattelse af skateboarding?

Mio: Når man tænker på, at det nu er en olympisk sportsgren, så føler jeg, at idéen om, at "skateboarding er noget dårligt", gradvist er forsvundet. Der findes denne skater ved navn Aori Nishimura, som er supergod. Hun er en olympisk atlet og også kvinde, så jeg tror, at hun har været med til at ændre det generelle indtryk af skateboarding. Alligevel er Komazawa måske den eneste park i Tokyo, hvor man i øjeblikket ikke skal betale for at komme ind. Det var ikke let at lave en skaterpark sådan et sted, så jeg er meget taknemmelig for de personer, der byggede den park til os. Alligevel kan man ikke skate på gaden, uden politiet dukker op, så der er lang vej, før skating i Tokyo bliver ligesom i New York.