Denne alsidige kvinde finder sin identitet gennem stil og undskylder aldrig for at være sig selv

"At kunne leve livet så tæt som muligt på mine drømme [er det, der driver mig]", siger Lillian Ahenkan, der også er kendt på sociale medier og derudover som @FlexMami. Den 26-årige kvinde fra Sydney har allerede opnået mange af sine drømme, bl.a. rollen som tv-vært, DJ, forfatter, podcaster og iværksætter. Hun er indbegrebet af en multifacetteret kreativ sjæl.

Selvom hun skal begå sig på forskellige platforme for at nå ud til folk og klæde sig på til forskellige miljøer, så er den eneste mening, der betyder noget for hende, når det gælder hendes stil og identitet, hendes egen. "Jeg er ikke den type, der overintellektualiserer min kreativitet overhovedet. Den er intuitiv og stemningspræget", siger hun om sin stylingproces. Men når det gælder om at klæde sig på til potentielle jobs, indrømmer Lillian dog, at hun må være opmærksom på sit publikum. "Når jeg er online, kan jeg bare bære en crop top på arbejde. Men vil det være passende på et direktionskontor? Sikkert ikke. Jeg kunne måske godt finde på det alligevel, måske ikke".

Lillians stil afspejler hendes personlighed og hænger sammen med selvudfoldelse, passioneret individualitet samtidig med at den også hylder hendes ghanesiske rødder. Stilen inkluderer også en uhæmmet kærlighed for at blande farver og print. Hun har til gengæld ikke altid været så selvsikker. Lillian fortæller her om sin rejse, hvor hun har lært at fejre sine kulturelle rødder, og styrke og gøre krav på sin egen identitet samt ignorere forventninger, der hæmmer hendes sande kreativitet og selvsikkerhed.

Nej, i high school var jeg scene kid. Jeg gik meget i sort, rød og skotskternet, indtil det gik op for mig, at bibetydningerne ved at være scene eller emo ikke var noget for mig. Jeg var meget emo, når det gjaldt stil, men ikke humørmæssigt. [Når jeg besøger min familie] i Ghana forventes det, at jeg bærer farver. Man går kun i sort til begravelser. Så jeg følte, at jeg gik imod min viden, og at jeg havde internaliseret en racistisk tankegang om at gå i farver, fordi jeg følte mig anderledes i farver og derved ikke passede ind. Det har været afgørende og en hjælp for den måde, jeg udforsker farver og print på, at være omgivet af en [ghanesisk] kultur, der virkelig sætter selvudfoldelse højt uanset ens socioøkonomiske status.

Helt sikkert, men det handlede mere om at klæde mig passende i forskellige sammenhænge. Min mor var meget optaget af respektabilitetspolitik. Først troede jeg, at det var noget kulturelt. Selvom min mor har boet i Sydney i 30 år, er hun ikke så assimileret i samfundet, som man skulle tro. Hun sagde fx, at hun forestillede sig, at rigtig mange unge piger i Ghana ville være begejstrede for selv at kunne bestemme, hvad de ville gå med. Så hun var overrasket over, at jeg bare ville gå rundt i sort, når jeg kunne bære alle mulige sjove ting som øreringe, pandebånd og tørklæder.

I hele min tid i high school gik jeg med uniform. Der var kun én dag om ugen, hvor jeg skulle tage stilling til, hvad jeg skulle have på, og det var, når jeg skulle til en fest om lørdagen. En del af mig var virkelig begejstret for idéen om at være voksen og få lov til selv at vælge mit tøj.

Efter high school lærte jeg enormt meget. Jeg begyndte at tænke over, hvem jeg var, og hvordan jeg gerne ville have, andre skulle opfatte mig. I starten af mine 20'ere kom det til udtryk ved, at jeg ikke ville gå med jeans og T-shirt med sneakers, fordi jeg troede, at alle ville tænke, at jeg var doven. Det krævede virkelig, at jeg fandt ind til mig selv, for at jeg kunne have det OK med at bære det tøj, jeg følte mig tilpas i. Jeg har lagt mærke til, at det at klæde sig fint og godt på i en vestlig kultur er forbundet med specifikke konnotationer, så jeg bemærkede, at det var en slags barriere for at blive en del af fællesskabet. Indirekte tror jeg ikke, at det får mig til at føle mig godt tilpas, men jeg tror, at det altid er meget interessant for mig at se på de ligheder.

Jeg elsker at fremhæve min kvindelighed. I lang tid havde jeg det sådan, at jeg ikke ville klæde mig feminint, fordi det at blive associeret med en "piget pige" ikke var fedt. Men pludselig besluttede jeg, at jeg var ligeglad, og at jeg godt kan lide kjoler og at blive betragtet som pæn og sød. På samme måde kan jeg finde på at bære et jakkesæt i morgen og også have det godt med det. Det handler om at gå med det, jeg vil, og som får mig til at føle mig godt tilpas.

Med mine ord! Jeg er en stor fortaler for samtaler, hvor jeg kan dele det, jeg tror på, og opmuntre andre til at gøre det samme. I løbet af de sidste par år er jeg også blevet virkelig optaget af mit hjem. Jeg benytter enhver lejlighed til gør-det-selv-projekter og indretning og til at investere i et sted, der giver mig en helt fantastisk følelse. Jeg anstrenger mig bevidst for at have møbler og indretningsgenstande, der skaber glæde. Jeg styler ikke mit hjem med det, der er billigst eller afspejler normen. Jeg prioriterer mønstre, farver, print og komfort, fordi det giver mig et sted, jeg er glad for, og som jeg glæder mig til at komme hjem til.

Aldrig. Jeg forstår godt, at det kan være sådan for nogle mennesker, men – og det skyldes nok, at jeg er vandmand – jeg har altid været fascineret af at være unik og at være mig selv, især i miljøer hvor jeg forventes at være alt muligt andet. Nogle gange giver det bagslag, og det kan påvirke andres mening negativt om den slags arbejde, jeg kan udføre. Det er lidt sådan 'Hmm, hvis du bruger så lang tid på at gøre dig klar, så er du helt sikkert ikke klog nok til at udføre dit arbejde'. Jeg udfordrer konstant idéer forbundet med at skulle gå klædt på en bestemt måde. Ofte går jeg et skridt længere i situationer, hvor andre siger 'Måske skal du ikke have så meget farve på'. Så tænker jeg 'Hvorfor dog ikke?'. Hvis jeg er berettiget til at være et bestemt sted, hvorfor kan jeg så ikke være der, som jeg er?