Bjerget, der ligger bag ACG

I 1978 kendte man allerede K2 alene på dets ry – "the savage mountain" blev det kaldt. Med sine 8.611 meter var det kun 237 lavere end Everest, men højden var aldrig det afgørende. K2 var stejlere, mere teknisk, sværere at komme ned fra og langt mindre tilgivende. Godt vejr var sjældent. Man var konstant eksponeret. Fejlene hobede sig hurtigt op. I slutningen af 1970'erne talte bjergets barske statistik sit eget klare sprog: Omtrent én ud af fire klatrere, der forsøgte sig på bjergets øvre dele, vendte ikke tilbage.

I 1978 var K2 kun blevet besteget to gange i historien. Begge bestigninger blev gennemført med supplerende ilt. Ingen var modige – eller vanvittige – nok til at bevise, at bjerget kunne bestiges uden supplerende ilt. Og alligevel var det præcis planen.

En amerikansk ekspedition satte sig for at forsøge noget, som mange på det tidspunkt anså for at være på kanten af det umulige: en bestigning af K2 uden ilt. I en tid, hvor ilt blev betragtet som uundværlig over 8.000 meter, var det ikke blot modigt at vælge at undvære den – det var vildt.

Det eneste, der var tyndere end luften, var deres ressourcer.

For at finansiere ekspeditionen kontaktede ekspeditionsleder Jim Whittaker og hans hustru, Dianne Roberts, som også var en meget talentfuld fotojournalist, alle de steder, de kunne, og ringede uopfordret til brands for at få støtte. Roberts gav et enkelt løfte: bevis. Til gengæld for ressourcer ville sponsorerne få deres produkter fotograferet på bjerget.

Nike var dengang stadig en ung virksomhed – i vækst, men langt fra velhavende. Den kunne ikke bidrage med mange penge, men den kunne bidrage med overbevisning og produkter og forsynede alle medlemmer af ekspeditionen – herunder klatrerne John Roskelley og Rick Ridgeway – med et par af sine nyeste performance-løbesko: Nike LDV. Dengang forestillede ingen sig, at disse sko ville blive katalysatoren for bjergbestigningshistorie, og endnu mindre, at de ville sætte gang i en ny måde lave innovationer til udendørseventyr.

Selve bjergbestigningen kom senere på turen. Først var der rejsen for overhovedet at nå K2.

Turen til basecamp strakte sig over 210 kilometer i barskt terræn – grusstier, krydsninger over gletsjere, ustabile stenunderlag og lange strækninger uden nogen egentlig sti. Det var ikke en opvarmning. Det var en prøve i sig selv, der krævede udholdenhed, viljestyrke og en vild tilgang, længe før selve bjergbestigningen begyndte.

Og takket være Nike havde holdet i 1978 noget andet i deres rygsække. I stedet for de tunge læderstøvler gik de deres egen vej og gennemførte hele den lange tur frem til K2 i LDV'er.

LDV'en, der oprindeligt er designet til løb og har det fulde navn Long Distance Vector, var en videreudvikling af Nikes Bill Bowerman-designede waffle-mønstrede ydersål, som første gang blev introduceret med Waffle Trainer i 1974. Men innovationen gik endnu dybere. LDV'ens lige læst, der oprindeligt blev udviklet for at beskytte løbere ved at øge stabilitet og bevægelseskontrol, gav den ideelle platform for atleter, der bevægede sig i verdens mest krævende terræn.

Og takket være Nike havde holdet i 1978 noget andet i deres rygsække. I stedet for de tunge læderstøvler gik mange medlemmer af holdet deres egen vej og gennemførte hele den lange tur frem til K2 i LDV'er.

LDV'en, der oprindeligt er designet til løb og har det fulde navn Long Distance Vector, var en videreudvikling af Nikes Bill Bowerman-designede waffle-mønstrede ydersål, som første gang blev introduceret med Waffle Trainer i 1974. Men innovationen gik endnu dybere. LDV'ens lige læst, der oprindeligt blev udviklet for at beskytte løbere ved at øge stabilitet og bevægelseskontrol, gav den ideelle platform for atleter, der bevægede sig i verdens mest krævende terræn.

På vejen mod K2 blev LDV'ens fordele meget tydelige. De fleste klatrere dengang drog af sted i det, som Nike Running-historikeren Rick Lower beskriver som "mursten på fødderne"; tunge støvler med stive såler, næsten ingen mellemsål og stort set ingen eftergivenhed. LDV'en markerede et radikalt brud. Med næsten halvdelen af vægten af traditionelt vandrefodtøj leverede den tilsvarende, om ikke bedre, greb, samtidig med at den markant reducerede energiforbruget ved hvert skridt. Med udgangspunkt i Bowermans tro på, at ekstra vægt bliver mere belastende over lange distancer, betød LDV’ens letvægtskonstruktion,
at man skulle bruge færre kræfter, at man forbrændte færre kalorier, og at man fik større effektivitet over lange distancer. Dens waffle-mønstrede ydersål introducerede en grad af fleksibilitet og komfort, som vandrere ganske enkelt ikke var vant til. LDV'erne gjorde det muligt for K2-klatrerne at bevæge sig effektivt over ujævnt terræn, springe mellem sten og navigere i løs stenmasse uden den træthed, der gradvist ophobedes i traditionelle støvler.

"Det er derfor, vi brugte dem både op og ned igen," sagde Rick Ridgeway senere.

"De var bare mere fleksible og mere behagelige. Man kunne hoppe fra sten til sten. De åndede bedre. Efter min mening var de funktionelt overlegne i forhold til den mere stive, traditionelle vandresko."

Da holdet nåede basecamp, var LDV'erne slidte og medtagne. Men klatrerne ankom med noget langt mere værdifuldt: friske ben til det, der ventede forude.  Det, der fulgte, var næsten ti ugers overlevelse.

Storme holdt holdet fastlåst. Laviner ændrede ruterne. Træthed og spændinger voksede i takt med højden.

Det eneste, der holdt planen sammen, var holdets mentalitet. Nogle bar ekstra tunge læs, mens andre ofrede deres egne chancer, så andre kunne opnå hæder. Succes afhang ikke af individuel styrke, men af fælles engagement.

Efter 68 dage på bjerget og fem dage i dødszonen uden supplerende ilt nåede Jim Wickwire og Louis Reichardt toppen som de første. Den følgende dag stod Roskelley og Ridgeway på toppen af det såkaldte "savage mountain" – de første nogensinde, der gjorde det uden supplerende ilt.

Og hvad der er endnu vildere og i høj grad takket være uselvisk teamwork, overlevede alle medlemmer af ekspeditionen.

På vejen mod K2 blev LDV'ens fordele meget tydelige. De fleste klatrere dengang drog af sted i det, som Nike Running-historikeren Rick Lower beskriver som "mursten på fødderne"; tunge støvler med stive såler, næsten ingen mellemsål og stort set ingen eftergivenhed. LDV'en markerede et radikalt brud. Med næsten halvdelen af vægten af traditionelt vandrefodtøj leverede den tilsvarende, om ikke bedre, greb, samtidig med at den markant reducerede energiforbruget ved hvert skridt. Med udgangspunkt i Bowermans tro på, at ekstra vægt bliver mere belastende over lange distancer, betød LDV’ens letvægtskonstruktion, at man skulle bruge færre kræfter, at man forbrændte færre kalorier, og at man fik større effektivitet over lange distancer. Dens waffle-mønstrede ydersål introducerede en grad af fleksibilitet og komfort, som vandrere ganske enkelt ikke var vant til. LDV'erne gjorde det muligt for K2-klatrerne at bevæge sig effektivt over ujævnt terræn, springe mellem sten og navigere i løs stenmasse uden den træthed, der gradvist ophobedes i traditionelle støvler.

"Det er derfor, vi brugte dem både op og ned igen," sagde Rick Ridgeway senere.

"De var bare mere fleksible og mere behagelige. Man kunne hoppe fra sten til sten. De åndede bedre. Efter min mening var de funktionelt overlegne i forhold til den mere stive, traditionelle vandresko."

Da holdet nåede basecamp, var LDV'erne slidte og medtagne. Men klatrerne ankom med noget langt mere værdifuldt: friske ben til det, der ventede forude.  Det, der fulgte, var næsten ti ugers overlevelse.

Storme holdt holdet fastlåst. Laviner ændrede ruterne. Træthed og spændinger voksede i takt med højden.

Efter flere uger i højderne gik Roskelley og Ridgeway ned i lavere højdemeter og tog LDV'erne på igen til hjemturen. Skoene var slidte og holdt sammen med tape og lim, men de havde dem på hele vejen ned fra bjerget.

Det var under denne udmattedende vandring – helt færdige, euforiske, men i live – at samtalen begyndte.

Hvad nu hvis der fandtes en sko, der var skabt specifikt til dette formål? Let nok til lange vandringer. Fleksibel nok til uforudsigeligt terræn. Åndbar nok til at holde tempoet over lange distancer. Bygget ikke kun til toppen, men til alle de vilde sving, der skulle til for at nå dertil.

Det eneste, der holdt planen sammen, var holdets mentalitet. Nogle bar ekstra tunge læs, mens andre ofrede deres egne chancer, så andre kunne opnå hæder. Succes afhang ikke af individuel styrke, men af fælles engagement.

Efter 68 dage på bjerget og fem dage i dødszonen uden supplerende ilt nåede Jim Wickwire og Louis Reichardt toppen som de første. Den følgende dag stod Roskelley og Ridgeway på toppen af det såkaldte "savage mountain" – de første nogensinde, der gjorde det uden supplerende ilt.

Og hvad der er endnu vildere og i høj grad takket være uselvisk teamwork, overlevede alle medlemmer af ekspeditionen.

Da de vendte hjem, sendte Roskelley og Ridgeway de ødelagte LDV'er tilbage til Nike sammen med detaljerede forslag til, hvordan skoen kunne tilpasses, så den blev en rigtig vandremodel.

Denne feltbaserede feedback, der blev dannet ud fra rigtige forhold, førte til konkrete indsigter i ydeevne. Det, der begyndte som en løbesko tilpasset af atleter i det fri, blev kimen til en helt ny måde at tænke udendørs performance på og kom i sidste ende til at forme det, der blev til All Conditions Gear. Letvægtskonstruktion. Åndbare materialer. Fleksibilitet frem for stivhed. Stødabsorbering designet til at holde hele vejen.

LDV'erne besteg aldrig K2. Det var de heller aldrig beregnet til.

Men de gjorde det muligt at møde op klar. At vende hjem i live. At forestille sig et bedre produkt til dem, der er vilde nok til at tage kampen op med moder natur.

En tilfældig donation. Den bedste løbesko på markedet. Et bjerg, der krævede
alt. Det var øjeblikket, hvor Nike mødte den vilde natur – ikke som et brand, men som en udfordring. Og det er derfor, at LDV'ens historie stadig er vigtig næsten halvtreds år senere.

Fordi jo vildere atleten er, desto større er sandsynligheden for, at personen efterlader en arv.
Og før der var ACG, var der K2.
Ville den amerikanske ekspedition i 1978 have nået toppen uden LDV?

Det får vi aldrig svaret på.