Chrisanki Flood Is Finding Suspense and Serenity on the Seas
Culture
Mød den 22-årige sejler fra Saint Lucia, som er i gang med at ændre sin sport og repræsenterer sit øsamfund.
"My Backyard" er en serie om hverdagens atleter, der finder forbindelse og balance i naturens verden.
Chrisanki Floods første professionelle kapsejlads fra ø til ø blev ret kaotisk. "Jeg var på en 18-dages kapsejlads fra Grand Cayman til Saint Lucia. Det var bælgmørkt, og jeg sejlede i de største bølger, jeg nogensinde har oplevet", erindrer han. "Vi hørte over radioen, at der var sunket et containerskib omkring 70 mil fra os. Det var skræmmende, men vores besætning klarede den gennem det hårde vejr. Ved solopgang så jeg en stor flok delfiner svømme ved siden af vores båd. Selvom vi ikke vandt, var selve turen belønning nok i sig selv".
Siden den nervepirrende tur har Chrisanki – som også bliver kaldt Chris – kun sjældent tilbragt en dag væk fra havet. Som professionel sejler og indfødt på Saint Lucia tror Chris fuldt og fast på, at han ikke har andre muligheder end at leve sit liv på havet. Det var det, han gik ind til, da han begyndte at sejle som 10-årig.
Sejlads er ikke så almindelig en profession på øen, som man måske skulle tro. Sejlsportsfolkene udgør en lille og sammentømret gruppe, som udveksler tips og taler om deres fælles oplevelser til søs, selvom de også er konkurrenter. Et andet trækplaster for Chris er de øjeblikke af ro, som sejlsport giver. "Når jeg er på havet – og selv midt sejladsens kaos – er der intet, der kan forstyrre mig. Der er fred og ro, og der kan jeg slappe af og udleve mit formål", siger han.
"Båden føres frem naturkræfterne, og de tager en med på en helt særlig rejse. Det er derfor, jeg sejler".
I en alder af 22 har Chris nu sejlet i mere end halvdelen af sit liv. Han begyndte at sejle i skoleårene, når han fik fri, og han kom med på en ungdomsbesætning, som han har rejst over hele Caribien med for at deltage i regattaer (store kapsejladsstævner). "Når det kommer til sejlads, tager det lang tid at nå sin topform, men en uovertruffen forbindelse til havet holder mig kørende", siger Chris.
Ifølge Chris er tiden på havet en måde at komme i kontakt med sig selv på. Hans dag er fyldt med rutiner og ritualer, der holder ham i balance. Han vågner kl. 6 og tager direkte ned på stranden, og hver gang lader han noget ligge derhjemme. "Det er regel nummer 1: Hvis jeg tager på stranden, hvis jeg skal ud og sejle, så bliver telefonen derhjemme", siger han.
"Havet er nærmest som meditation for mig", siger han. "Ja. Min lille terapi".
De fleste dage når han solopgangen, og han finder altid tid til at meditere til lyden af bølgerne og fuglenes kvidren. Heldigvis er han aldrig langt væk fra vandet. Det tager kun et minut at komme fra sengen og ned til stranden.
Omkring kl. 8 tager Chris af sted på arbejde ved det lokale resort, hvor han underviser gæsterne i sejladsens grundprincipper og, som han selv beskriver det: "en mavefornemmelse for vinden og en føling med båden". Det er en måde at finansiere hans passion på, mens han øver sig på at blive bedre. Når han får fri, mødes han med sin besætning til solnedgangssejladser ved den nærmeste marina, hvor både de lokale og professionelle mødes for at konkurrere i 2-5-minutters intervalsejladser. Vejret stopper kun sjældent Chris i et sejle. "Det kan stå ned i stænger, og jeg tager alligevel derud", siger han. "Jeg sejler i al slags vejr, bare for erfaringens skyld".
"Alle har en rolle", siger han. "Nogle gange afhænger alt af, at man er i rytme med sin besætning og har tiltro til dem". Der kan hurtigt opstå problemer med sejlene, men en veltrænet besætning som denne kan holde sammen på det hele. De har ligesom Chris trænet i mange år. "Hvis man vil være professionel sportssejler, skal man kende sin båd, have selvdisciplin og studere vandet", siger han. Selvom han har været i gang i mange år, kan Chris stadig mærke adrenalinen pumpe inden et stævne. "Når jeg er på vandet, er det det hele værd, når vinden blæser liv i båden", siger han. De lokale kapsejladser hjælper ham til at blive klar til de større regattaer, som traditionelt bliver afholdt i Grenada. Han er kommet på sejrsskamlen før, men kun på en andenplads. Den konkurrencemindede sejler håber at komme øverst på skamlen en dag.
Denne vedholdenhed har været afgørende for hans karriere som sejler, siger Chris. For det har ikke altid været nemt. Han taler åbent om de problemer, hans familie har med omkostningerne ved, at han sejler, om at det fortrinsvis er en hvid sport på øen, og om den racisme, han har oplevet.
"Da jeg startede, var der kun omkring tre børn, der [havde] min hudfarve. Alle andre var hvide", siger Chris. "[Man] føler, at alle kigger på en. Det gjorde mig lidt modløs. Men når alt kom til alt, lærte jeg noget nyt".
Når dagens konkurrencer er slut, får Chris og besætningen noget at spise og tager så tilbage til stranden for at slappe af. Hvis de er i humør til det, tager de ud og fisker med spyd eller snorkler. Eller de tager forbi Pantime Steel Pan Yard, noget Chris har gjort, siden han var lille. "Jeg lyttede til olietønderne hver dag, indtil jeg var gammel nok til at komme med i en gruppe. Og siden er jeg ikke stoppet", erindrer han. Ligesom med at sejle, forklarer han, "så handler det om rytme, om at holde en flydende bevægelse og om at være i harmoni med elementerne omkring sig". Den følelse vil han aldrig stoppe med at jage.
En god nats søvn er altafgørende for Chris' evne til at præstere, og da han står op klokken 6, går han tidligt i seng. Det er denne selvdisciplin, siger han, der har gjort, han er kommet så langt inden for sejlads – sammen med hans kærlighed til naturen. "Følelsen af vinden, der presser ind mod sejlene, og den bevægelse, det skaber hen over vandet... Båden føres frem naturkræfterne, og de tager en med på en helt særlig rejse. Det er derfor, jeg sejler".
Tekst: Jiya Pinder
Fotos: Kia Islam
Skrevet: September 2020