Tingene kunne have gået meget anderledes, hvis vi havde vidst, at det ville sne så meget, at guvernøren ville erklære staten i undtagelsestilstand på grund af mere end en halv meter våd februar-sne, som samlede sig i Oregons højtbeliggende ørken. Men sådan er det med vildnisset. Det er vildt.

Det havde sneet længe, da vi begav os ud på vores tur til Smith Rock for at få designinspiration. Vi var fast besluttede på at komme ud af kontoret for at trække lidt frisk luft og tage naturen til os for at finde inspiration til den næste ACG-sæson. Den foregående sommer havde naturbrande hærget den smalle passage, der løber fra Marion Forks gennem Black Butte og Sisters til Smith Rock. Den eneste måde at komme dertil den februar var at tage over Mount Hood, Oregons højeste punkt.

Den morgen var vi ni, som samlede os uforknyt på en kølig Nike-parkeringsplads. Designere af fodtøj og beklædning, marketingfolk, brand-designere og salgsmedarbejdere klemte sig ind i tre biler og begav sig af sted fra Nikes hovedkvarter i Beaverton og kørte gennem byer som Zigzag og Rhododendron ved foden af Mount Hood. Uden for Government Camp begyndte sneen virkelig at falde.

Efter at have set et par væltede lastbiler i grøfterne langs vejene besluttede vi os for, at det ville være bedst at følge skiltene i vejsiden, hvor der stod "BRUG SNEKÆDER". Vi hjalp hinanden på knæ i vejsiden med at afkode brugsanvisningen til vores snekæder, mens bilerne susede forbi på den isdækkede asfalt. Tjek diamantformen, træk 5 meter frem, stram igen. Vi fortsatte, da vi var sikre på, at vores kæder ville give os det ekstra greb, som vi skulle bruge for at komme gennem bjergpasset i en snestorm.

Det gik langsomt. Eftermiddagen gik, mens vi krydsede Deschutes River. Den anbefalede maksimale hastighed med snekæder er 40 km/t., og det begrænsede udsyn fik os til at køre endnu langsommere. Da vores konvoj endelig nåede Smith Rock, var solen på vej ned bag skyerne i vest.

Smith Rock plejer at være badet i solskin. Den højtbeliggende ørken i Oregon har mere end 300 solskinsdage om året, så at se den dækket i adskillige centimeter sne var utroligt. Vi havde i første omgang planlagt at følge en hyggelig vandrerute, der hedder "Misery Ridge", rundt om den nordvestlige side af Smith Rock med en hurtig stigning på 220 meter til et udsigtspunkt, hvor man på en god dag kan se bjergbestigere og slacklinere på den berømte klatrerute, Monkey Face. Men på grund af det voldsomme vejr var alle stier lukkede.

Nogle ville måske blive modløse af at rejse i syv timer gennem et lumsk bjergpas og voldsomt vejr kun for at finde ud af, at deres destination var afspærret. Sådan er vi ikke. Efter flere timer i bilen var det i sig selv en belønning bare at være udenfor. Stemningen var overjordisk ved foden af Smith Rock, mens sneen i luften dæmpede alle lyde, og en hest travede gennem den knædybe sne, der væltede ned på vejen. Det var, som om lyset blev reflekteret på det iskolde underlag. Vi løb ud i sneen, lavede sneengle og løb efter hinanden med snebolde, indtil det var så mørkt, at man næsten ikke kunne se noget. Vores mål var trods alt at fordybe os i selve stemningen ved Smith Rock og lære af det, vi så og følte, uanset hvad der måtte ske.

Mens dagslyset svandt hurtigt ind, begav vi os til vores hjem for aftenen; en rustik hytte på bredden af Suttle Lake, der ligger mellem Mt. Jefferson og Three Fingered Jack – en inaktiv vulkan, der er opkaldt efter en sur guldgraver fra gamle dage i Oregon Territory. Hytten dukkede frem i lyset fra vores forlygter, varm og indbydende. Da vi kørte ind på den næsten tomme parkeringsplads, fortsatte sneen med at samle sig omkring vores dæk, og vi slæbte vores tasker indenfor.

Ude i Oregons vilde natur er mobildækningen ujævn, og på grund af det ekstreme snevejr virkede hyttens Wi-Fi ikke. Selvom det var svært ikke at kunne kontakte vores familier og fortælle dem, at vi havde klaret os gennem snestormen, var der noget særligt ved ikke at være i kontakt med resten af verden. Det er så let at blive distraheret fra det, der foregår lige foran dig, med den uendelige scrollen på internettet og sociale medier. Sommetider er det vigtigt at trække stikket og vende fokus mod naturen.

Vi var sneet inde for aftenen, og vi fulgte en god, gammel snevejrstradition: Tænd op i pejsen, og slap af. Over nogle dampende drikkevarer samlede vi os omkring baren og fortalte om vores ideer og observationer fra dagen. Da vi sammenlignede noter om, hvordan vores udstyr havde klaret sig både på turen og ude i vejret, fik vi nye perspektiver på dets præstation, og vi diskuterede måder at forbedre næste sæsons ACG. Efter at have snakket om design trak vi os tilbage til hyttens loungeområde, hvor vi fandt en bogreol fuld af alt fra knaldromaner til gamle guider til at begå sig i ødemarken. Uden kontakt til verden udenfor skiftedes vi til at læse op for hinanden, mens vi tilfældigt valgte bøger fra hylden. For nogle var dette deres første tur med ACG, mens andre havde været med i flere år. På nogle måder var det lige så vigtigt at få mulighed for at trække stikket, være i nuet og more sig lidt med det samlede designhold som at dele feedback om produkter og features. Det knyttede hele gruppen sammen.

Efter morgenmaden næste dag mødtes vi alle igen i loungen til endnu en inspirationssession. Denne gang havde alle taget deres rygsække med, og vi skiftedes til at lægge det udstyr frem, som vi havde taget med på turen, og diskuterede, hvilket udstyr vi ikke kunne have undværet, hvilket udstyr vi havde taget med, som vi endte med ikke at bruge, og vise udendørsudstyr, som vi syntes var unikt. Efterhånden som alle fortalte, hørte vi fra erfarne friluftsmennesker og byrotter. Hver person kom med sit eget perspektiv på, hvad der var vigtigt, når det handlede om at være udenfor. Gennem denne lille omgang "vis og fortæl" begyndte vi at finde mønstre, udvikle nye ideer og finde en retning for næste sæsons ACG.

Da vi kørte ud fra parkeringspladsen, var der en tydelig fornemmelse af samhørighed i vores hold. Vi følte os alle fulde af energi, da vi forsigtigt begav os over de snedækkede veje tilbage til Portland, klar til at bruge det, vi havde lært af hinanden og fra vores tid ude i verden, ved tegnebrættet. Og derfor bør design skabes ude i naturen. Man ser ting, som man ikke ville se i et atelier. Man bliver inspireret af omgivelserne og bruger den energi, det bidrager med, forstår dets udfordringer og reflekterer over, hvordan det føles virkelig at opleve et sted med alle sine sanser. På den måde kan man afprøve teorier, dele ideer og udnytte med den samlede energi fra både folk og sted.

Når vi bruger et sted til at skabe noget nyt, taler vi på vegne af det sted. De steder, vi har valgt som vores inspiration, er vilde steder, naturens rå magi. Og når vi taler på vegne af naturen, taler vi på vegne af Jorden, og Jorden taler på vegne af os alle.