Wonder Twins: Mød søstrene, der dominerer New Yorks håndboldscene

Melanie og Jessenia Garate brugte meget af deres barndom på sidelinjen ved Brooklyns håndboldbaner, hvor de så deres mor spille. Det viste sig at være oplysende børnepasning. Nu er rollerne byttet rundt: Tvillingerne dominerer spillet, mens deres mor råber opmuntrende til dem.

Med strandpromenaden i baggrunden møder vi søstrene på deres tilholdssted i Coney Island. Under interviewet med de 22-årige er det lidt som at se dem i dobbeltspil – de er hurtige, kloge og afslutter hinandens sætninger, som om de deler samme hjerne.

Jessenia: Vores mor tog afsted for at spille, og vi tog med hende.

Melanie: Hvis det ikke var for hende, var vi ikke taget til Coney Island. Hun tog to små børnestole med, som sad sammen. Så sad vi bare der. Nu er vi her hele tiden.

Melanie: Der er et vurderingssystem. Der er A-spillere, B-spillere og C-spillere. I kvindernes [liga] er der kun A'er og B'er, fordi der er mange flere mænd, der spiller. Da vi er A-kvinder, betragtes vi som B-mænd.

Jessenia: Det er forvirrende. Jeg kan snakke længe om, hvordan kvinder er undervurderet inden for håndbold. Det er en mandsdomineret sport, og meget af tiden er mændene sådan: "Vi er bedre til det. Det er vores sport". Og [Melanie] og jeg besluttede, at vi ville være sådan: "Vi kan gøre præcis det, som I kan".

Jessenia: Jeg bruger underhåndskast. Jeg har tidligere spillet softball, og det ødelagde min skulder, så det er ofte for hårdt for mig at lave overhåndskast. Min underhånd gør mig mere kompakt og mindre på banen.

Melanie: Jeg har et virkelig godt sidekast. Jeg leverer meget energi til spillet, fordi jeg fylder meget på banen. Jeg løber meget rundt. Og det er perfekt, fordi [Jessenia] står der som en statue.

Jessenia: Jeg kan ikke gå på toilettet. Jeg er nødt til at vente, indtil kampen er ovre, fordi jeg ikke kan lide at få våde hænder, når jeg skal spille. Det gør dem mere bløde. Det føles, som om jeg kommer til at ramme bolden, og at det vil gøre mere ondt i mine hænder. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænker sådan.

Melanie: Nogle gange tygger vi tyggegummi for at få styr på nerverne.

Melanie: En kvinde ved navn Cheena kaldte os altid Wonder Twins, når hun så os. Det bredte sig, og pludselig var det noget, alle kaldte os.

Jessenia: Vi plejede at tage billeder af os selv, når vi havde vundet, med trofæet i den ene hånd, samtidig med at vi lavede en highfive på billedet for at vise "Wonder Twin"-power.